detmentaleuniv

Kropsterapi –Din vej til at forbinde krop og sind

Artiklen er skrevet af Stine Mølgaard Sørensen. Stine er Kropsterapeut, fysioterapeut og coach. Artiklen er skrevet med udgangspunkt i Stines tilgang, erfaring og viden, og giver dig et indblik i hvad du kan møde hos KROP&SIND FYSIOTERAPI.

Kropsterapi kombinerer manuelle behandlingsmetoder med samtaleterapi

Kropsterapi er en manuel behandlingsform, som er sammensat af elementer fra massage- og åndedrætsteknikker, akupunkturtryk, zonetryk og ledfrigørelse samt samtaleterapi. Behandlingerne tilrettelægges ud fra bl.a. meridianbaner og viden om forståelse af kroppens sammenhænge. Den store forskel mellem massage og kropsterapi er den pulsering samt de punkter, jeg holder på undervejs i behandlingen. En pulsering er en form for skub, som jeg sender gennem kroppen. Det skaber et sammenspil mellem muskler, led og sener og medvirker desuden til at forbedre forholdene for blod- og lymfegennemstrømningen.

Med kropsterapi hjælpes du til at opnå den gode kontakt med din krop. Du lærer at stole på den og de signaler, som den sender dig.

Kan kropsterapi hjælpe mig?

Kropsterapi hjælper dig, som har haft traumatiske oplevelser, undertrykt dine følelser over en længere periode eller noget helt tredje. Herunder kan du læse tre eksempler på, hvem der kommer ind på min klinik.

Mange af mine klienter kommer, fordi de har fået en kortere eller længere sygemelding, og det nu er gået op for dem, at de ikke kan fortsætte på samme måde, men samtidigt heller ikke kan mærke, hvad der er det rette for dem at gøre.

Andre af mine klienter kommer, fordi de gennem en lang periode af deres liv ikke har udforsket sig selv, og hvem de er, og nu står tilbage som en hård skal, der ikke længere trives.

Måske kan du se dig selv i at have gået i samtaleterapi, men har en følelse af, at du ikke rigtigt rykker dig længere. Det er som om, du er stagneret. Måske du ligefrem gennem længere tid har negligeret dine kropslige signaler? Det er du ikke alene om. Her kan kropsterapien sætte gang i tingene igen og genskabe forholdet til din udvikling.

Kommandocentralen

At arbejde manuelt med kroppen betyder også, at der arbejdes med nervesystemet – lad os kalde det kommandocentralen.

Kommandocentralen er inddelt i to områder, som er det centrale nervesystem, hjernen og rygmarven, og det perifere nervesystem. I det perifere nervesystem sidder der to topledere – Det somatiske nervesystem, der bl.a. styrer vores muskler, og det autonome nervesystem. Under det autonome nervesystem sidder to mellemledere – det parasympatiske nervesystem og det sympatiske nervesystem – og det er disse, som afgør dit stressniveau i kroppen. De to mellemledere har samlet en kapacitet på 100%. De er derfor nødt til at have mere eller mindre at skulle have sagt. Hvis den parasympatiske mellemleder har mest at skulle have sagt, så går kroppen ned i en tilstand af ro (PARAsympatisk = PARAdis), så du kan slappe af og kroppen kan få lov til at restituere og fylde sine depoter op igen. Den sympatiske mellemleder har vi derimod behov for, hvis vi står over for en svær situation, eller vi bliver presset i forhold til vores overlevelse. Da skal han trykke på alarmklokkerne, så vi enten frygter, fryser eller kæmper, og så vores overlevelse sikres.

Nogle af de knapper, som de to mellemledere kan trykke på, er;

Vejrtrækning

Udvidelse af pupiller

Puls

Fordøjelsen

Dannelse af adrenalin og noradrenalin

Er det noget, som du kan genkende fra dit eget liv?

Vejrtrækning – Din vej til selv at arbejde med dit nervesystem

Den eneste af de ovenstående, som du bevidst kan påvirke, er din vejrtrækning. Derfor bruges der i kropsterapien meget fokus på vejrtrækningen. Vi mennesker har en primære vejrtrækningsmuskel, diafragma, men i dag bruger mange deres hjælpemuskler, som sidder i hals-, nakke- og skulder-området, og af den grund begynder de at spænde op i nakken, og nogle oplever endog hovedpiner og muskelproblemer. Er du mere nysgerrig på vejrtrækning, kan du læse mere på min hjemmeside; www.kropsindfys.dk/traekker-du-vejret/ .

Hvis den parasympatiske mellemleder får lov til at bestemme, så skrues frekvensen af vejrtrækningen ned, og den kommer helt ned i maven og bliver mere rolig. Man giver slip i ribbenskassen og oplever en frihed i hals-/nakke-regionen.

Dét, sammen med den manuelle behandling du vil modtage, er med til at skabe ro i din krop og dit sind, så du igen kan mærke dig selv. Kropsterapi er dog ikke nødvendigvis en afslappende behandlingsform. I og med at vi skal arbejde med dine dybe mønstre og traumer i behandlingen, kan du med fordel forberede sig på, at den kan opleves konfronterende.

Hvordan foregår en kropsterapeutisk behandling?

En typisk behandling vil starte med en kort samtale, om hvordan du har det, samt hvad årsagen til, at du kommer, er. Derefter vil du modtage den manuelle behandling på briksen i samspil med samtaleterapi. Til sidst vil der være mulighed for, at du kan stille spørgsmål og bruge et øjeblik på at komme til dig selv igen efter behandlingen. Du kan opleve store følelser, såsom vrede, frygt, sorg, glæde, lettelse, eufori og meget mere. Så uanset hvad du kommer med, er der rum til det. Din behandling vil være individuel, og det samme vil din oplevelse.

Er din nysgerrighed blevet vakt? Og er du klar til at arbejde med krop og sind? Så hiv fat i en kropsterapeut i nærheden af dig og hør mere om deres tilgang til behandlingen. Alle behandlere er forskellige, så find en, som du har en god fornemmelse af og tiltro til. Det er det vigtigste for et godt forløb.

Mere viden om samme emne

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om Det Mentale Univers
Det Mentale Univers er en platform der skaber bindeled mellem behandlere og klienter. Det Mentale Univers’ formål er at skabe et univers, hvor det er helt naturligt og almindeligt at dyrke sin mentale sundhed og hvor alle mennesker let kan få adgang til- og har mulighed for at finde rette behandler, for at værne om deres mentale sundhed.

Copyright @ 2024 Detmentaleunivers.dk Alle rettigheder forbeholdt.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA, og Googles privatlivspolitik og servicevilkår gælder.